Corruption Perceptions Index 2018

Pressemeddelelse fra Transparency International Greenland (TIG)

Corruption Perceptions Index

Hvor korrupt opfattes verdens lande? Transparency International giver svaret! Transparency International offentliggjorde i nat for 24. gang sit Corruption Perceptions Index. Grønland er desværre ikke med på listen over sammenlignelige lande.

Corruption Perceptions Index giver svar på spørgsmål som: I hvilke af verdens lande er der mest korruption? I hvilke er den offentlige sektor mindst belastet af korruption? Korruptionsindekset rangerer i alt 180 lande alt efter hvordan niveauet af korruption i den offentlige sektor opfattes af en række uafhængige kilder. Landene er herefter rangeret fra det land der plages mindst af korruption, til de lande der plages mest af korruption. I indekset indgår analyse af sammenhængen mellem korruption og den globale krise for demokratiet.

Global Perceptions Index kan ses på http://anticorru.pt/18cpi

Desværre er Grønland, på grund af manglende uafhængige kilder, ikke vurderet individuelt i korruptionsindekset. Kilderne er for eksempel Verdensbanken og World Economic Forum – som ikke vurderer Grønland. Transparency International Greenland finder det vigtigt at kende de globale tendenser og at resultaterne bliver kendt i Grønland. TIG vil derfor i de kommende måneder bringe uddrag af korruptionsindekset på sin Facebookside.

TIG har tilsluttet sig Transparency International’s anden tilbagevendende undersøgelse ”Global Corruption Barometer”. Her bliver de enkelte landes befolkning spurgt til deres vurdering af udfordringerne med korruption. Grønland deltog første gang med i denne i 2016. Global Corruption Barometer 2016 Hovedkonklusioner fra Grønland kan ses på www.transparency.gl.