Pressemeddelelse

Globale forpligtigelser og konkrete handlinger nødvendige for at lykkes med verdensmål

Onsdag den 15. august afholdt CSR Greenland i samarbejde med Grønlands Erhverv og Transparency International Greenland en konference om hvordan Grønlandske virksomheder og civilsamfundet i

tæt forening kan arbejde med og implementere Verdensmål for bæredygtig udvikling.

Verdensmålene består af 17 punkter der til sammen skal sikre tryghed og bæredygtighed for alle verdens borgere. Transparency International Greenland satte særligt fokus på verdensmål 16, der handler om ”Fred, retfærdighed og stærke institutioner”. Punktet handler om at bekæmpe vold og overgreb, sikre borgere en ensartet og fair behandling, god regeringsførelse og skabe gennemsigtighed i beslutningsprocesser.

Selv om Grønland ikke er et udpræget korrupt land, er der alligevel brug for at fremme gennemsigtighed og signalere gennem lovgivning og administrativ praksis, at man bekæmper korrupt adfærd. I 2016 deltog Grønland i det globale korruptions-barometer og her er det værd at bemærke, at 2 ud af 3 i landet mener, at regeringen ikke gør nok for at bekæmpe korruption. En sådan mistanke kan omsættes til mistillid til vores offentlige institutioner og det vil være gift for vores samfund.

Der er derfor bl.a. brug for at udvikle en bedre forståelse af, at NGO’er af og til må fremsætte kritik for at gøre opmærksom på lovgivningsmæssige svagheder eller dårlig praksis.

Bestyrelsen i Transparency International Greenland påpeger, at der er en tendens imod, at nationale sager overskygger vores globale forpligtigelser. Der bruges meget tid på at drøfte hjemlige enkeltsager og det der ligger ude omkring Grønland risikerer derfor at blive abstrakt. Men hvis vi skal lykkes med verdensmålene, er det nødvendigt også at spejle udad. TIG anbefaler, at Grønlands starter med at tiltræde FN’s antikorruptionskonvention.