Transparency International Greenland er en del at et stærkt internationalt fællesskab, som kæmper for forebyggelse af korruption
Retningen for det næste år er sat i Transparency International ved det årlige medlemsmøde. For Transparency International Greenland betyder det blandt andet øget fokus på risikoen for korruption inden for mineindustrien og på beskyttelse af whistleblowere.
Transparency International (TI) afholdt sit årlige medlemsmøde i weekenden den 26. – 27. november. Medlemmer fra de godt 100 chapters verden over besluttede sig for en række resolutioner, der skal supplere strategien ’Holding Power to Account 2020-2030’. Derudover blev der valgt medlemmer til den internationale bestyrelse.
De tre resolutioner er:
- Fordømme Ruslands uretfærdige og brutale krig mod Ukraine og prioritere kampen mod det globale kleptrokrati.
For Grønland betyder det, at vi som en del af Rigsfællesskabet søger at skabe åbenhed om, hvorvidt der er virksomheder eller myndigheder, der ikke overholder boycotten af Rusland Og at der fortsat er fokus på forebyggelse af hvidvask af penge.
- Styrkelse af TI’s engagement i Extractive Industries Transparency Initiative (EITI). Medvirke til den offentlige debat om omlægning til grøn energi og risikoen for korruption i udvindingssektoren.
I en grønlandsk sammenhæng vil vi fortsat fokusere på mineindustrien. Råstofferne tilhører det grønlandske folk og alle former for korruption betyder at penge ikke kommer samfundet til gode. Transparency International vil intensivere bestræbelserne på at udvikle redskaber og oplyse om risici. Vi vil medvirke til den gode borgerinddragelse.
- Kampen mod transnational korruption: få de etablerede systemer til at fungere. Civilsamfundet skal inddrages.
Korruption fordyrer varerne, derfor skal vi være opmæksomme på mulig korruption i leverandørkæden. Borgerne har stor viden, alle opfordres til at stå frem, hvis de oplever ulovligheder. Tillid til systemet er én af demokratiets grundpliller.
Transparency International Greenland er en del af den globale bevægelse. Vi har støttet op om alle resolutionerne og vil indarbejde disse i vores egen Strategi 2021-2025.
Transparency International fortæller desuden, at de ser fremskridt i forhold til at bekæmpe korruption, men de demokratiske normer og systemer, som skal beskytte ’det fælles bedste’ er truet. Derfor vil hele organisationen som en del af strategien frem mod 2026 arbejde målrettet med at ”overvinde globale uretfærdigheder og forsvare demokratiet ved at styrke integriteten”.