Mindeord

Alexei Navalny afgik, ifølge de russiske myndigheder, ved døden den 16. februar. Med ham har verden mistet en stærk stemme i kampen mod korruption. Hans død minder os om, at vi alle har et ansvar for at passe på hinanden, værne om demokratiet og ytringsfriheden og stå op mod uretfærdigheder. Navalny var én af de tusinder af menneskerettighedsforkæmpere og korruptionsmodstandere der, sammen med modige journalister, verden over sidder fængslet. Nu er han død og æret være hans minde.
Kampen mod korruption må ikke stoppe her. I Rusland er det ikke tilladt at vise sin sorg eller sympati for ham om hans tanker. Alligevel ser vi, at nogle gør det. Vi fornemmer, at magthaverne er bange, hvorfor skulle de ellers fængsle folk for at lægge blomster til minde om en afdød? Navalny satte ord på korruptionen i Kreml og på Putins misbrug af magt. Hans årelange kamp kunne være ført fra udlandet, men han valgte at tage hjem og gå i fængsel for sine standpunkter.
Transparency International er en global organisation, der bekæmper korruption i alle dets former. Der er over 100 afdelinger rundt i verden. Også Rusland havde en afdeling, den blev forbudt af magthaverne for et års tid siden. En international organisation har større stemme end det enkelte lands afdeling. Der er behov for at støtte demokratiet på verdensplan, de ledende vestlige demokratiske regeringer har et stort ansvar herfor, men også mindre lande har en stemme. Også du og jeg har et ansvar. Lad ikke Navalny være død forgæves.