Hvem skal være den første til at vinde Grønlands Åbenhedspris?
Transparency International Greenland indhenter nomineringer til Åbenhedsprisen, der for første gang uddeles den 8. december 2023. Prisen har til formål at hylde de modige stemmer i vores samfund, der tør stille sig kritisk og samtidig fordrer mere gennemsigtighed.
Åbenhedsprisen har til formål at hylde nogle af de mennesker i det grønlandske samfund, som er med til at gøre Grønland til et mere åbent samfund og vise, hvilke konsekvenser korruption kan have. Deres arbejde viser også, hvorfor det er vigtigt at have fokus på at mindske korruption.
Åbenhed underminerer magtmisbrug og nepotisme. Ligesom vanddråber underminerer is og skaber sprækker. Åbenhed fremmer tillid til demokratiet og fremmer retfærdig fordeling af samfundets goder.
Indtil den 1. december 2023 kan alle indstille en person, organisation, forening eller virksomhed til Grønlands Åbenhedspris. Umiddelbart efter fristens udløb gennemgår og vurderer priskomitéen samtlige nominerede og udvælger prisvinderen. Åbenhedsprisen kan gives til alt fra én person til en organisation. Det kan eksempelvis være en whistleblower, et medie der graver korruptionssager frem, en virksomhed der kaster lys på krænkende adfærd på arbejdspladsen og aktivt bekæmper det m.m. Til fælles for de nominerede er, at de på hver sin måde bidrager til arbejdet med at sætte fokus på åbenhed, korruption og magtmisbrug.
Udover den symbolske pris som værende Grønlands første modtager af Åbenhedsprisen, følger en pengepræmie på 10.000 DKK også med.
Nominering sker ved inden 1. december at sende en mail til [email protected], hvor der i emnefeltet skal stå “nominering til åbenhedsprisen”
Har du spørgsmål til Grønlands Åbenhedspris, er du mere end velkommen til at kontakte til Transparency Grønland på følgende mail: [email protected].