Remote Ittoqqortoormiit at sundown

Hvorfor blive medlem?

Som medlem af Transparency International Greenland støtter du arbejdet med forebyggelse af korruption i det grønlandske samfund

Lovgivningen er lavet for at sikre, at alle borgere i et samfund har de samme rettigheder. Korruption gør, at nogle personer, organisationer og virksomheder på den ene eller anden måde omgår loven og får nogle muligheder, som andre borgere i samfundet ikke har. Dette skaber ulighed og frarøver borgere med få ressourcer og et begrænset netværk muligheder, som andre kan købe sig til. Derfor er det vigtigt og relevant for dig som enkelt individ at støtte Transparency Internationalt Greenland ved at melde dig ind som støttemedlem, for at være med til at sikre, at alle borgere i samfundet har de samme muligheder i samfundet uafhængig af, hvem de kender, og hvilke ressourcer de har.

Som virksomhed har du også en interesse i bekæmpelsen af korruption. Korruption er konkurrenceforvridende, fordi konkurrencen i et samfund præget af korruption ikke længere virker på markedsvilkår.  Det vil sige, at det ikke længere er virksomheden med den laveste pris eller bedste kvalitet, der får en ordre, men den med de bedste kontakter eller ressourcer til at bestikke de rette instanser.

Desuden medfører en stigende interesse i den grønlandske råstofindustri, at store internationale selskaber er rykket ind på det grønlandske marked. Selskaberne stiller i mange tilfælde krav om, at grønlandske underleverandører har taget stilling til deres egen gennemsigtighed. Derfor bliver det også for den enkelte grønlandske virksomhed relevant at beskæftige sig med gennemsigtigheden i sine egne arbejdsgange. Dette kan Transparency International Greenland være en hjælp til. Transparency International Greenland er derfor også relevant for dig som virksomhed.

Rådgivning

Et medlemskab giver mulighed for at deltage i foreningens netværk af medlemmer, der er specialiserede i korruption og bekæmpelsen af den.

Foreningen er ikke en konsulentvirksomhed, men vi rådgiver gerne og udveksler erfaringer.

Arrangementer

Der afholdes hvert år en række seminarer og foredrag for foreningens medlemmer.

Arrangementer opslås her på siden.

Foredrag for organisationer

Medlemsorganisationer har mulighed for at få ét foredrag om foreningens principper og arbejde.

Enkeltmedlemmer kan på lige fod med organisationer deltage i de arrangementer, Transparency International Greenland afholder.

Hvem kan blive medlem

Enhver person, firma eller organisation, som støtter foreningens overordnede mål og principper, er velkommen som støttemedlem. Vi tilbyder to slags medlemskab:

Individuelt medlemskab: Medlemskab for individuelle personer. Der gives rabat til studerende, pensionister og andre, der modtager offentlig hjælp.

Organisationsmedlemskab: Medlemskab for alle typer af organisationer undtagen politiske partier – det vil sige virksomheder, offentlige institutioner og frivillige organisationer. Firma-logo vil blive vist.

Donationer

Foreningen modtager gerne donationer fra navngivne individer eller organisationer. Det er muligt at være både medlem og at donere til foreningen. Kontingent og donationer fra én giver (individuel eller organisation) må dog ikke overstige i alt 100.000 kr. årligt. Midler tildelt efter ansøgning fra TIG betragtes ikke som gaver eller donationer.

Gavepolitik

Gaver, som modtages af bestyrelsesmedlemmer eller medarbejdere i Sekretariat vil der som udgangspunkt blive takket nej til. Såfremt det er af mindre værdi, vil de blive afleveret til Sekretariatet, hvor de enten vil blive anvendt til almindeligt kontorhold eller uddelt ved lodtrækning under den årlige generalforsamling. Der føres liste over modtagne gaver.

Hvordan bliver man medlem

Indmeldelse kan ske ved udfyldelse af ansøgningen, som sendes til [email protected]:

Kontingent:

Almindeligt (individuelt) medlemskab:
100 kr. om året

Medlemskab for studerende, pensionister og andre på offentlig hjælp:
50 kr. om år.

Medlemskab for organisationer/virksomheder:
0-10 personer 5.000 kr. om året – over 10 personer 10.000 kr. om året

Medlemskab for frivillige organisationer:
1.000 kr. om året

Foreningen modtager gerne medlemsbetalinger over disse minimumsbeløb, dog max. 100.000 kr. per medlem per år, inklusiv eventuelle donationer.